Samarbejde mellem privat og offentligt sygehus
Skrevet af Andreas Larsen
Privathospitalet Hamlet har indgået en aftale med Køge Sygehus om at uddanne deres personale i fedmekirurgi. Aftalen koster Hamlet penge, men hospitalet gør det for at forbedre samarbejdet med det offentlige.Gastrik bypass. Det er navnet på den type fedmeoperation, hvor man skærer mavesækken midt over og lukker i den ene ende, så der kun er en lille del tilbage af mavesækken. På den måde er man i stand til at tabe sig meget hurtigt. I dag foregår 90 procent af fedmekirurgien i Danmark på privathospitaler som Hamlet, der har lavet operationerne de sidste fem et halvt år. I 2010 regner Hamlet med at lave 1350 operationer.
Umiddelbart forestiller man sig, at fedmekirurgien er en god forretning, som de private hospitaler gerne vil holde på egen kirurgiske hænder, men Hamlet har indgået en kontrakt med Køge Sygehus om at oplære et fedmeteam på det offentlige sygehus, så det bliver i stand til at tage fedmepatienter.
Hamlets agenda med samarbejdet er klar: Det har omkostninger for hospitalet, og den pris, man har sat, er kun symbolsk. Men man håber på at kunne vinde accept og blive respekteret som en buffer til det offentlige ved at vise, at man gerne vil tage et uddannelsesansvar.
Det føler man nemlig ikke, at man er lige nu. Pt. opfatter man, at det offentlige kun henviser patienter af nød, selvom man ifølge dem selv i gennemsnit er 24 procent billigere. Hamlet vil gerne samarbejde, og synes det er vigtigt, at fedmekirurgien ikke kun foregår i det private. Derfor ser Hamlet også aftalen som god PR.
Uddannelsesforløbet af fedmeteamet, som består af både kirurger, diætister og plejepersonale, skal foregik på Køge Sygehus i foråret 2010. Sygehuset har arbejdet på at forberede de fysiske rammer for uddannelsen og operationerne. Patienterne, der opereres, vejer typisk mellem 150 og 200 kilo og kan derfor ikke ligge i almindelige sygehussenge eller på almindelige operationslejer. Det kræver specielle faciliteter at foretage fedmekirurgi, som i det hele taget er en ressourcekrævende affære. Operationen er stor og kompliceret, og en erfaren kirurg skal have udført over 150 operationer, før han er selvkørende og har en acceptabel komplikationsrate. Derfor er det også det helt rigtige at uddanne personale på et provinssygehus som Køge Sygehus.
Fedmepatienterne ligger nemlig ofte på mave-tarm kirurgisk afdeling, og det er samme afdeling som mange svære kræfttilfælde. Kræftpatienterne kommer naturligvis i første række, men det resulterer i, at man ikke har så meget erfaring med fedmekirurgi i det offentlige. Derfor skal fedmekirurgien ikke foregå på et universitetssygehus, hvor man har mange kræftpatienter, men på et sygehus i provinsen, hvor man kan specialisere sig i området.
Hvad har løsningen bidraget til?
For Hamlet: God PR og bedre relationer til de offentlige sygehuseFor Køge Sygehus: Opkvalificering af personale og øget ekspertise, der kan være med til at sikre sygehuset overlevelse på længere sigt.
For borgerne: Større muligheder for hurtigt, effektivt og nemt at blive opereret.
(Se også Dansk Erhvervs publikation: Kvalitet og Innovation i den offentlige opgaveløsning)
Kommentarer
Hvad mener du?















