Sammenkobling af erhvervsvejledning og myndigheder i København
Skrevet af Erik Nørgaard, Erhvervskonsulent, Københavns Kommune
I Københavns Kommune dannede vi Københavns Erhvervscenter i 2008. Centret fungerer som erhvervslivets indgang til kommunen - uanset hvilket spørgsmål/problem/whatever, de kommer med. Hvis vi ikke selv kan løse sagen, bliver den sendt videre i kommunen til PRÆCIS den person, der kan gøre noget for virksomheden.I den forbindelse afholder vi en række info-arrangementer, hvor myndighedspersoner fra kommunen møder erhvervslivet og fortæller dem om de retningslinier, der ligger fra fx miljøregulering, brandvæsen osv.
Samtidig får de forskellige grene af kommunen god info den anden vej om, hvordan reglerne modtages i praksis blandt virksomhederne. Det giver grobund for en god og konstruktiv tilgang til håndtering af reglerne.
I en lang række tilfælde er erhvervscentrets medarbejdere også rundt i byen med myndighedspersoner, således at vi kan formidle en kontakt mellem myndighedsperson og virksomhed på virksomhedens adresse - og den tillid, der kommer på den måde, medfører, at problemer med reglerne løses bedre til alles tilfredshed.
Hvad har løsningen bidraget til?
Udover den forbedrede service over for virksomheder, så har løsningen også bidraget til øget samarbejde og vidensdeling internt i kommunen. Vi har som medarbejdere mere kendskab til hinandens arbejdsområder og problemstillinger. Det betyder bedre vejledning udadtil, og det betyder også, at vi kan spille sammen om kreative løsninger på problemstillinger, fordi vi kan snakke bedre med på hinandens områder.Jeg tror, at den bedste effekt er den, som virksomhederne oplever direkte. De bliver ikke mødt med en "det er ikke mit bord"-holdning længere, fordi vi er så godt inde i hinandens områder.
Kommentarer
Hvad mener du?
















