ABT-fonden: 3 mia. kr. skal frigøre tid til mere borgernær service og omsorg
Skrevet af Minna Major Wright, Kommunikationsrådgiver, ABT-fonden
3 mia. kroner til afprøvning og udbredelse af innovative løsninger, der skal lette arbejdet for offentligt ansatte og fremtidssikre vores velfærdsamfund.Det er tanken bag ABT-fonden – Anvendt Borgernær Teknologi, som regeringen oprettede 1. januar 2009. Løsningerne skal sikre, at vi bruger ny teknologi klogt og aktivt i den offentlige sektor. Nye teknologiske løsninger kan fx overtage rutineopgaver og dermed frigøre tid og ressourcer, som kan bruges bedre på den borgernære service.
- Baggrunden for at ABT-fonden blev etableret er, at den demografiske udvikling går mod flere ældre uden for og færre unge på arbejdsmarkedet, hvilket giver rekrutteringsvanskeligheder på et tidspunkt, hvor forventninger til den offentlige service samtidig er stigende, forklarer Thomas Børner, formand for ABT-fonden.
For medarbejderne betyder ny teknologi og ændrede arbejdsgange, der er tænkt sammen på tværs, at arbejdet kan organiseres bedre og dermed ofte klares hurtigere og lettere. Det giver mere interessante jobs og mindre nedslidning. For borgerne betyder det mere fleksible tilbud og mere tryghed. Og for politikerne i den enkelte kommune eller den enkelte region betyder det, at der kan frigøres ressourcer, der kan bruges andre steder. Det er simpelthen en win-win-win situation.
På den korte bane kan det være ressourcekrævende at afprøve nye løsninger, ændre arbejdsgange og indføre ny teknologi – også selv om det på sigt er en god ide. Derfor kan offentlige institutioner og myndigheder søge støtte om medfinansiering til deres projekter – så længe de har et potentiale for at kunne udbredes andre steder i den offentlige sektor. Projekterne kan gennemføres af den offentlige organisation alene eller i samarbejde med erhvervslivet.
Allerede nu, mindre en ét år efter sin oprettelse, har fonden støttet 43 projekter med samlet set 350 mio. kroner. Projekterne udføres over hele landet, og i mange projekter deltager flere offentlige instanser (fx flere kommuner) om at afprøve de nye løsninger.
Hvad har løsningen bidraget til?
Det fremsynede ved ABT-fonden er, at fonden ikke alene skal bidrage til, at der opstår et erfaringsgrundlag med afprøvning og udvikling af nye teknologier og nye arbejds- og organisationsformer. ABT-fonden skal også sikre, at der sker en effektiv og hurtig udbredelse af løsninger, der er klar til anvendelse i hele den offentlige sektor.Derfor støtter fonden både lokale demonstrationsprojekter og store, nationale implementeringsprojekter. På den måde kan erfaringerne fra de mindre projekter bruges aktivt, så vi hurtigt får udbredt de bedste ideer til resten af landet.
Læs mere om ABT-fonden og de projekter, vi støtter, på www.abtfonden.dk
Kommentarer
Hvad mener du?
















