Mikrolån til socialt udsatte
Mikrolån til fattige er kendt fra ulandene. Nu er ideen også kommet til Danmark med Socialt Udviklingscenter SUS’ Projekt Mikrolån. Projektet er rettet mod socialt udsatte, der får mulighed for at bruge deres ressourcer som iværksættere og etablere egen virksomhed.”Dette er ikke velgørenhed. Dette er business. Business med en social målsætning, der handler om at hjælpe folk ud af fattigdommen”. Sådan beskriver Muhammad Yunus, ophavsmanden til mikrolån og stifter af Grameen Bank, filosofien bag sin indsats for at skabe både økonomisk og social udvikling i udviklingslandene. En indsats, der i december 2006 blev hædret med Nobels Fredspris.
Inspireret af prisvinderen har Socialt Udviklingscenter SUS – i samarbejde med Århus Kommune – søsat et udviklingsprojekt, hvor socialt udsatte får erhvervsrådgivning og optager mindre lån til at starte som selvstændige.
Projektet udfordrer den eksisterende tænkning om jobaktivering og arbejdsprøvning, og det udfordrer bankernes traditionelle principper om kreditværdighed. Ikke mindst giver det socialt udsatte mennesker, der under normale omstændigheder ikke vurderes som kreditværdige, en mulighed for at etablere sig i en selvstændig beskæftigelse. Projektet er støttet af Indenrigs- og Socialministeriet.
I Projekt Mikrolån får låntageren tilbudt en kredit på 1.000-50.000 kr., som kan benyttes til etablere virksomhed. Som låntager får man personlig vejledning, professionel erhvervscoaching og finansiel rådgivning. Og man er med i et netværk af låntagere, der sammen deltager i undervisningsforløb med SKAT, kommunikationsfolk, forsikringsassurandører, gældsrådgivere fra den Sociale Retshjælp m.fl. Låneplejen og den finansielle rådgivning – herunder konkretisering og videreudvikling af forretningsplan – varetages af Merkur Bank. For coachingen står anerkendte erhvervscoaches (Stifinderne) samt Socialt Udviklingscenter SUS’ konsulenter, der har den løbende personlige kontakt med låntagerne.
Det at opbygge social kapital og sociale kompetencer prioriteres meget højt, og et forløb indbefatter derfor også, at låntagerne danner netværk indbyrdes.
For deltagerne er formålet med projektet at:
• Øge deres individuelle empowerment
• Forbedre deres faglige og sociale kompetencer
• Øge deres sociale kapital
• Øge deres muligheder for hel eller delvis selvforsørgelse.
Samtidig vil projektet give:
• Nye værktøjer til sagsbehandlere i forhold til aktivering og arbejdsprøvning
Hvad har løsningen bidraget til?
7 personer – en grafiker, en grovgartner, en tagrenderenser, en hjemmefrisør, en dyresitter, en lysestøber og en ukrudtsbekæmper – har fået mulighed for at etablere egen virksomhed i Projekt Mikrolån.Projektet har udviklet en model for etablering af egen virksomhed og mikrolån rettet mod socialt udsatte i Danmark.
Kommentarer
Hvad mener du?















