Pædagogisk innovativ forebyggelse

Skrevet af Carsten Jørgensen, Chefkonsulent, Center for Ledelse og styring, Metropol

Både skolelederen og lederen af fritidshjemmet var enige om, at Peter var både en sød og god dreng med mange potentitaler, men når de så på Peters almindelige opførsel såvel i skolen som på fritidshjemmet var der plads til forbedringer. Lederne var også enige om – efter at have været sammen med Peters forældre – at deres udfordring ikke var Peter, men hans forældre.

Forældrene var godt uddannede og stillede store krav til skolen og fritidshjemmet om, hvordan institutionerne kunne indrette sig, ’så de passede til Peter’, som forældrene sagde, uden den store omtanke for, at der også var andre børn at tage hensyn til. Hertil kom, at forældrene efter ledernes opfattelse var ved at ”kvæle” Peter i forkælet og misforstået omsorg. Noget måtte altså gøres, men hvad? Og hvordan kunne institutionslederne få en konstruktiv snak med forældrenes om deres opdragelsesmetoder – et ømtåleligt emne – selvom alle formentligt var enige om at gøre det bedste for Peter?

Der opstår ofte en forventningskløft mellem, hvad forældre ønsker, at institutioner lever op til i forhold til deres barn, og hvad institutionsledere finder muligt, når der er mange børn at passe på samme tid. Og der opstår hurtigt en kløft mellem, hvad hver part mener, er det såkaldt ’normale’. Såvel forældre, offentligt ansatte og børn ”fanges” derfor ofte i krydsfeltet af modsatrettede forventningerne og har svært ved at orienteres sig. .

En metode til at bygge bro over denne forventningskløft og forskellige opfattelser af fx det ’normale’ kan være en systemisk coach’ene samtale, hvor både forældrenes og institutionslederens perspektiver og positioner kommer frem i lyset.

Samtalerne skal være anerkendende konstruktive, og det er det vigtigt, at der ikke fokuseres på ’hvordan det er nu’, men i stedet fokuserer på, hvad parterne hver især gør i en forestillet fremtid. Coach’ene samtaler er en integreret del af Diplomuddannelsen i ledelse.

Metoden og dens teori er et effektivt redskab til at forebygge fremtidige problemer og til at åbne op for nye kreative løsninger, men den kræver også, at pædagoger og lærere kan se sig selv på nye måder – bl.a. i forhold til fagprofessionens traditionelle indhold.

Hvad har løsningen bidraget til?

At hjælpe forældre og udfordre institutionslederes forudforståelse af fx normalitetsbegrebet. Samtidig medfører samtalerne, at problemerne med Peter tages i opløbet og ikke udvikler sig uheldigt, hvorfor Peter trives bedre i dag. Endvidere får offentligt ansatte nyt syn på fagprofessionernes indhold, som matcher tiden.