Familiegrupper i Børnehuset

Skrevet af Helle Christoffersen, Afdelingsleder, Klemensker Børnehus

Mens gode råd endnu er billige. Et familiegruppeprojekt i Klemensker børnehus, Bornholm

I Klemensker Børnehus har vi i en årrække tænkt tanker og forsøgt at agere i forhold til at skabe en tidlig og forebyggende indsats for børnehavebørn.

Vi har arbejdet ud fra Marte Meo principper og ud fra den systemiske tanke, at vi alle er en del af et problem og dermed også del af en løsning. Hvis vi i børnehaven oplever, at nogle børn ikke trives´og ikke opnår at blive en ligeværdig part i relationer mellem børn-børn og mellem børn-voksne, må vi undersøge, hvilke parter, der er involveret i vanskeligheden. For os er det altid et spørgsmål om at komme i god og konstruktiv dialog med hinanden. En dialog som skal udspille sig mellem børnehavens pædagoger og mellem pædagoger og forældre.

For at dialogen ikke bare skal blive en samtale om noget, vi forudsætter at have den samme viden om eller de samme oplevelser med, har vi i Klemensker børnehus arbejdet ud fra den tanke, at pædagoger og forældre må have et praktisk fælles grundlag at samtale ud fra. Vha. udviklingsmidler fra ministeriet har vi gennemført et 3-årigt projekt, hvor vi i 8 ugers forløb har arbejdet familiegruppeorienteret. Det betød, at de børn som deltog i projektet, havde deres mor eller far med i børnehave 3 dage om ugen i 8 uger. Dagen varede 6 timer og til forløbet var knyttet en tværfaglig gruppe bestående af pædagog, børnehaveleder, psykolog og tale-hørepædagog.

Målet med den tidlige og forebyggende indsats var at finde veje til at handle hurtigt og sammen, når vi blev opmærksomme på, at et barn ikke trivedes i børnehaven. Vi ønskede og ønsker fortsat at lægge vægt på hurtig handlen og fælles indgriben, mens gode råd endnu er billige.

Sammen med forældrene fandt vi for hvert barn frem til fokusområder, vi ville arbejde med. Vi justerede vores fokus undervejs ud fra de erfaringer, vi sammen gjorde. Fokusområder kunne være at barnet havde: svært ved at sige farvel om morgenen, svært ved at komme med hjem om eftermiddagen, svært ved at holde opmærksomhed på noget ret lang tid ad gangen, svært ved at lege med jævnaldrende børn, svært ved at bruge sproget i samvær med andre, svært ved at skifte fra en aktivitet til en anden. Og det kunne være forældrene, der hjemme oplevede søskendejalousi, uenighed om orden, uenighed om spisetider og regler for, hvad der skulle spises, uenighed om sengetider, og hvordan soveritualer skulle være, usikkerhed overfor hvad der kunne forlanges af et barn på en given alder, usikkerhed på hvordan man agerer, når børn udviser angst, vrede eller småbarnlige attituder m.m.m.

I projektperioderne opbyggede vi dagene sådan, at vi startede med et fælles morgenmøde, hvor vi kunne tale om dagen, der kom og om dagen igår. Derefter deltog børn og forældre sammen med en af de professionelle i stuens gøremål, eller vi arrangerede vores egne familiegruppeaktiviteter. Disse kunne være ture ud af huset, eller de kunne være bygget op over temaer, som alle forældre havde været omkring i deres opstilling af fokusområder, de ønskede, vi kom ind på. Dagen sluttede med, at de voksne mødtes efter frokost og en legestund på legepladsen, hvor børnehusets øvrige børn også var. Eftermiddagsmødet blev ledet af en af de professionelle og tog udgangspunkt i dagens oplevelser i forhold til de fokusområder, vi havde aftalt, vi ville være opmærksomme på. Forældrene indgik i åbne og konstruktive dialoger med de professionelle om dagens foki, og forældrene gav hinanden feedback på de oplevelser, begivenheder og tanker, der havde udspillet sig dagen igennem.
Der udviklede sig et sammenhold og en ansvarsfølelse, som viste sig ved, at forældrene tog medinitiativer til at arrangere dagene og turene ud af huset. Især turene ud af huset gav forældrene en enorm styrke, så de rent faktisk tog ansvar for, at de valgte fokusområder kom i spil og, at de selv som voksne kom i situationer, hvor ny læring og ny tankegang blev prøvet af.
Som professionelle så vi, at forældrene voksede i egen selvbevidsthed og i fællesskabet. Vi så, at forældrene gav en helt anden opmærksomhed til deres børn, og at forældrene hjalp børnene med at opbygge venskaber. For en del forældre opstod der et netværk som også rakte ud over børnehavetiden og ind i fælles aktiviteter omkring grillen og hyggestunder med hinanden.
Da vi er en tværfaglig gruppe, der har udviklet dette familiegruppearbejde, er vi også en gruppe fagpersoner, som har vores ben i fælles og i forskellige institutioner. Således fortsætter både psykolog og tale-hørepædagogens kendskab til børnene også i skolen, hvis forældrene vel at mærke vælger en skole i distriktet. De observationer psykolog og tale-hørepædagog foretager, og de samtaler de har med skolens fagpersoner tyder på, at den tidlige og forebyggende indsats har gavnet de børn, som har deltaget i projektet. Der er en mærkbar og registrerbar forandring for samtlige børn.
En øjenåbner for alle forældre, der har deltaget i projektet var, at det ikke var børnene, der var noget galt med og altså ikke børnene, der skulle ændres. Det var en stor forandring fra begyndelsen af et 8 ugers forløb og til slutningen, hvor det direkte blev sagt: Det er jo mig/os der skal ændre på tingene, så det bliver lettere for vores barn at få et godt børnehaveliv.

Hvad har løsningen bidraget til?

Børnene har fået en bedre trivsel og forældrene er blevet mere sikker i forældrerollen. Ligeledes er samarbejdet mellem forældre og personale intensiveret, til gavn for alle parter. Forældrene har opbygget et netværk, som er blevet brugt udenfor børnehaveregi. Det tværfaglige samarbejde har bidraget til, at børn og forældre har fået dén hjælp, de har efterlyst, - uden at skulle udfylde indstillinger o.lign.
I de 3 år vi har arbejdet med familiegrupper, har Børnehuset ikke ansøgt om støttepædagog.