Inklusion af børn gennem ændret voksenadfærd
Skrevet af Jette Christensen, dagtilbudschef, Rebild Kommune
Ind imellem oplever en daginstitution eller dagplejer i Rebild Kommune, at de har svært ved at rumme et barn eller en gruppe børn. Så retter de henvendelse til kommunens støtte- og relationsteam, som sender en relationspædagog ud at lave en iagttagelse.
På baggrund af en grundig iagttagelse opstilles en række spørgsmål, fx
- "Hvad tror du, barnet vil fortælle, når det slår?"
- "Hvornår har du oplevet barnet løse konflikter på andre måder?"
.... til de voksne omkring barnet/børnene, dvs.pædagoger og forældre som grundlag for et møde. Både forældre og pædagoger modtager spørgsmålene i god tid. På mødet leder relationspædagogen en refleksionsøvelse over situationen, der har til formål, at klarlægge hvad man kan gøre for bedre at rumme barnet/børnene. Herefter afprøves dette og man mødes evt. igen for at drøfte videre osv.
Øvrige fagpersoner som f.eks. psykolog inddrages evt. (Der holdes jævnlige møder mellem relationspædagog, psykolog og institutionens leder)
Hvad har løsningen bidraget til?
Vi har oplevet følgende:
- Flere sager løses hurtigt
- Færre børn får behov for støttepædagog
- Gennemsnitsalderen ved bevilling af støttepædagog er faldende
- Indsatsernes gennemsnitlige længde er kortere
- Forældrene bliver mere aktive og ligeværdige deltagere i indsatsen
- Institutionerne løser flere problemstillinger selv eller med mindre hjælp
- Institutionernes lyst til at "prøve kræfter" med mere komplicerede sager er øget, da de oplever hjælpen er tæt på















