Sunde sammenhænge
”Hvordan skaber vi sammenhæng på sundhedsområdet og mellem sundhedsområdet og andre områder, f.eks. ældreområdet, så borgeren oplever helstøbte forløb?"
Denne udfordring handler om skabe sammenhæng i borgernes sundhedsforløb. Sammenhængende patientforløb har i flere år været et mantra på sundhedsområdet, men der er endnu områder, hvor kassetænkning og siloer er meget tydelige.
Borgere oplever således stadig fravær af koordinering og sammenhængende forløb i behandlingsforløbet. Det gælder dels isoleret på sundhedsområdet, dels når borgeren bevæger sig fra sundhedsområdet over på ældreområdet og det sociale område.
Vi kalder på velfærdsløsninger, der fx viser:
• Glidende overgange i behandlingsforløbet
Patientens forløb skal i centrum, hvis sundhedssystemet skal løse patientens komplekse problemer bedst muligt og imødekomme hendes individuelle behov. I dag bliver behandlingen mere og mere specialiseret. Det betyder, at patienten kan opleve mange afdelingsskift og møde mange forskellige specialister. Vi kalder på løsninger, der viser, hvordan man kan skabe glidende overgange fra afdeling til afdeling, fra sygehus til sygehus og mellem sektorerne.
• Bedre incitamenter til samarbejde
I dag mangler der økonomisk incitament for at samarbejde på tværs af sundhedsområdet. Finansierin-gen følger nemlig ikke patienten, men er opdelt på sektorer. Derfor får vi enheder, der løser deres egne opgaver, og som er ”blinde” for opgaver, der tilhører andre. Vi kalder derfor på løsninger, der demon-strerer virkelige incitamenter til samarbejde.
• Koordineret sagsbehandling mellem sundhedsområdet og det sociale område
”Borgeren kan opleve at skulle fortælle den samme ’historie’ mange gange”. Sådan beskriver en af velfærdslederne konsekvensen af, at borgeren møder forskellige sagsbehandlere, når de skifter mel-lem sundhedsområdet og det sociale område. De skiftende sagsbehandlere medfører for det første et stort informationstab, og for det andet oplever borgeren at starte ”forfra”, når behandlingen overtages af nye aktører. Vi kalder derfor på løsninger, hvor overgangen mellem sundhedssystemet og det sociale system ikke mærkes af borgeren, samt på løsninger, hvor effekten af behandling eller andre tilbud er højere, fordi sagsbehandlingen koordineres.
• Uddannelse i at samarbejde med andre fagligheder
Faggrupperne i velfærdssektoren skal blive bedre til at samarbejde på tværs, hvis sammenhæng på sundhedsområdet skal fremmes. Når man tager en velfærdsuddannelse, tager man typisk del i et stærkt fagligt tankesæt. Sådan skal det også være. Men uddannelsen er samtidig et oplagt sted at forankre det tværfaglige samarbejde. Vi kalder derfor på løsninger, der demonstrerer, hvordan vi kan uddanne og efteruddanne til tværfagligt samarbejde.
• Velfærdsteknologi som en naturlig del af løsningen
Sammenhængende elektroniske patientjournaler fra vugge til grav og fælles digitale standarder er blot et par af de teknologiske muligheder, som velfærdslederne efterspørger. Velfærdsteknologi besidder enorme potentialer i skabelsen af øget sammenhæng. Potentielle gevinster tæller øget livskvalitet, arbejdskraftbesparelser og lavere udgifter. Vi kalder derfor på løsninger, som viser, hvordan anvendel-se af teknologi, kan øge livskvaliteten for både borgere og personale, og samtidig mindsker trækket på ressourcer såsom arbejdskraft.
• Stærkere kobling mellem sundhedsforløb og forebyggelse
Flere medlemmer af Velfærdspanelet peger på, at der er mange gengangere blandt patienterne. Bor-gere har ofte en begrænset forståelse af, hvad der skal til for undgå sygesengen. Det gælder især området for følgesygdomme. Vi kalder derfor på løsninger, hvor borgeren oplyses om sit eget ansvar og konsekvenserne af sin livsførelse, og på løsninger, der har fokus på forebyggelsesindsatsen efter endt sygdomsforløb.
• Glidende overgange fra sygehus til plejecenter
Der bliver flere og flere accelererede forløb på landets sygehuse, hvor patienter indlægges, opereres og udskrives samme dag. Det betyder, at andre sektorområder skal løse opgaver, der tidligere var forbeholdt sundhedsvæsenet. Det mærkes særligt stærkt på ældreområdet, hvor flere ledere giver udtryk for, at de nyudskrevne borgere udgør en enorm plejebyrde. Vi kalder på løsninger på, hvordan plejecentre og lign. institutioner på ældreområdet kan samarbejde tættere med sygehusene om at løfte plejeindsatsen over for de nyligt udskrevne ældre borgere.
Alle løsninger er velkomne.
Stephan Engberg mener at
|
Sundhedssektorens primære problem er stadig at man ser sig selv som en sygdomsfabrik, der reparerer fremfor som en del af et sundhedssystem som hjælper borgerne med at varetage deres egen sundhed. Der er mange fine ord om patienten i centrum etc., men ser man på it-udviklingen så er den systemcentrisk og nærmest anti-borger. Borgeren kan se med på systemets dossier på borgeren, men kontrollen ligger centralt og ikke hos borgeren ligesom valget/prioriteringen ligger centralt og ikke hos borgeren. Forebyggelse er ikke noget som klinikeren skal gøre selvom mange aspekter af tidlig varsel selvfølgelig sker i kontakt med klinikere. Hvis vi skal vende fokus fra en Sygdomsfabrik til en Sundhedsservice, så skal hovedfokus være på at flytte indsatsen fra de sidste måneder af patientens liv til at få et længere, mere aktivt og raskere liv. Når sygdomme først er langt fremskredne er det oftest for sent og meget dyrt at gøre en effektiv indsats. Det indebærer et paradigmeskifte som nok ikke er helt fremmed for debatten, men som når den skal oversættes til it-systemer indebærer en helt anden distribuering og navnlig en erkendelse af at den elektroniske patient journal tilhører og skal kontrolleres af borgeren SELV, så ingen funktion KAN ske om borgeren uden det logisk sker VIA borgeren. Som alle paradigmeskrifter vil vi se enkraftig modstand mod forandring - men så kan vi ikke, dvs. så kan JEG ikke. Korrekt. Noget vil skulle ske anderledes. F.eks. vil registerforskening slet ikke kunne ske på den måde det sker i dag - til gengæld vil vi inddrage borgeren selv i forskningsprocessen og af den vej få adgang til mange flere data fra mange andre kilder. Hvis det ikke skal blotlægge borgeren, så kræver det en helt anden system - og navnlig sikkerhedsforståelse. Den nuværende tilgang er forældet og kan slet ikke følge med i en verden med telemedicin, cloud og sensorer overalt. En hospitalsindlæggelse skal ses som en undtagelse - ikke den primære funktion. En bevidstløs, dement eller på anden måde styringsmæssig hæmmet patient skal ses som en undtagelse som fører til delegering til den nærmeste - ikke som det primære patientbillede. I fremtidiven vil vi vide meget mere og vide det meget tidligere - spørgsmålet er dels hvordan vi sikrer at viden omsættes til den bedre adfærd og hvordan vi sirker at det ikke vil virke direkte umynddiggørende og ineffektiviserende på et system som kan lide af "fix-it" mani uden at erkende at den kritiske ressourceprioritering skal foretages af borgeren SELV. |
Britt Bolving mener at
|
Jeg er meget enig i Stephan Engbergs synspunkter. Set fra et LEAN-perspektiv, er der ufatteligt meget spild, mange muligheder for fejl (-fortolkning) og meget dobbeltarbejde i de nuværende processer. Alene pga. IT-systemernes indbyrdes inkompatibilitet. I folkeskolen har man været forudseende nok til at skabe landsdækkende elevadministrationssystemer, så mange forretningsgange er blevet hurtige, smidige og meget lidt arbejdskrævende. Personligt har jeg kendskab til flere mennesker, som føler sig kastet rundt i systemet, fordi informationer givet ved én undersøgelse ikke når behandleren i næste led. Der er sket fejlmedicinering, fejlbehandling og patienten er i løbet af den alt for lange proces blevet ringere. Det må kunne gøres bedre. |
Claus Beck Schmidt mener at
| Jeg synes også at Stephan har fat i den helt rigtige tilgang. Fokus væk fra en sygdomsfabrik til sunhedsfokus kræver et rimelig paradigmeskifte. Ikke engang reformer er tilstrækkelig. Nogle anvender også begrebet broken model. Jeg synes da vi skal glæde os over hvor langt vi egentlig nåede med sygdomsfabrikstilgangen. Det er vi blevet sindsyg dygtige til. Nu er vi bare nået dertil hvor de fleste nok godt kan se at vi ikke kan blive ved med smide flere penge ned i det system til eks. nye kræftplaner og hvad de ellers finder på. Vi skal frem til at hospitalsindlæggelse, som Stephan rigtig er inde på, bliver den sidste udvej. Mange tak for dette herlige bidrag Stephan:-) |
Jørn Johansen mener at
|
Det er lige som den lille købmand, der kæmper med at lokalbefolkningen køber ind i de store supermarkeder, og så lige kører ind til den lille købmand efter det de glemte i supermarkedet. Hvis vi kan ændre tankegangen til at købe det "hele" hos den lille købmand og derefter kører i supermarkedet efter det vi glemte overlever den lille købmand. Sådan bør rækkefølgen også være i vort sundhedssystem. Vi ordner det "hele" selv og kører ind i sundhedssystemet efter det vi glemte. Det store problem er blot at vi som samfundet er strikket sammen, glemmer for meget og derfor skal ind i sundhedssystemet for ofte. Det vil sige vi er alle sammen nødt til at tage et større ansvar selv i forhold til at huske det hele - hele livet i gennem. En metode til dette kunne være, at de professionelle bliver bragt på en afsats i mellem to etager i sundhedssystemet, så de ikke står i vejen for de borgere, der er på vej op og ned ad trappen. Oversat til almindelig dansk betyder det, at vi ikke har brug for guruer der ved bedst hvordan mit liv skal leves, men derimod støtter mig i det liv jeg ønsker at leve. Vi bliver dagligt bombarderet med mange forskellig rettede løsninger på hvad sundhed er. Så er mælk sundt og så er mælk usundt. Så er det kartofler er sunde og usunde og sådan bliver vi ved med at forvirre hinanden, og har gjort gennm årtier. På kommunikationssiden betyder det, at borgeren selv skal have sine journaler i de forskellige systemer med i den bærbare eller på en skive eller hvad vi nu har af tekniske løsninger. Og hvorfor skal vi kaldes borgere professionelle. VI ER MENNESKER MED HVER VORES KVALITETER. UDNYT DET DOG. |
