Det rummelige samfund

”Hvordan skaber vi en mere effektiv forebyggelsesindsats på det sociale område?"

I det rummelige samfund er der færre socialt udsatte. Derfor skal social forebyggelse sætte ind, inden problemerne opstår. Det er der et enormt potentiale i. Der er et enormt potentiale i en tidlig indsats og social inklusion. For den enkelte borger kan indsatsen betyde, at vedkommende simpelthen opnår højere livskvalitet. Men beregninger indikerer desuden, at social eksklusion koster samfundet op imod 100 milliarder kr. per ungdomsårgang, målt på de udgifter som en årgang koster samfundet i eksempelvis førtidspension, kontanthjælp, anbringelse, kriminalitet, misbrug og retsvæsen.
Der er således åbenlyse menneskelige og samfundsøkonomiske fordele ved en målrettet tidlig indsats.

Forebyggelsesindsatsen udfordres dog af manglende inddragelse af forskellige typer af aktører, og af at det er svært at se effekter på kort sigt – og derfor er forebyggelsesindsatsen altid i farezonen for at blive nedprioriteret i forhold til mere umiddelbare problemer.

Vi kalder på velfærdsløsninger, der fx viser:

• Indsats før er bedre
Social forebyggelse handler om at undgå, at problemer opstår, eller i det mindste forhindre, at de vokser sig store og uoverkommelige. Det handler bl.a. om at sætte ind allerede i borgerens tidligste år, hvor grundstenene til den senere tilværelse lægges. Der er imidlertid den hage ved tidlige indsatser, at de kan forveksles med overvågning og unødig indblanding. Vi kalder derfor på løsninger, hvor socialt forebyggende indsatser fokuserer på de alleryngste borgere, herunder også deres forældre. På en værdig og rimelig måde.

• (Tål)mod til langsigtede investeringer
Forebyggelse er investeringer, der giver afkast på sigt – ofte først i næste valgperiode eller endnu senere! Derfor er forebyggelse altid i risikozonen for at blive nedprioriteret. Bl.a. fordi enkeltsager fokuserer på de problemer, der findes her og nu, og derfor stjæler fokus fra det langsigtede perspektiv. Men hvis velfærdssamfundet ikke planlægger og handler langsigtet, kan selv små problemer vokse og medføre uoverskuelige udgifter. Vi kalder på eksempler på tålmodige løsninger på det sociale område, hvor gevinsterne muligvis først bliver synlige på den rigtigt lange bane.

• Veldokumenteret forebyggelse
Effekten af forebyggelsesindsatser på det sociale område skal dokumenteres, så beslutninger om, hvilke indsatser der virker og hvilke, der ikke gør, bliver truffet på et fagligt, veldokumenteret grundlag. Vi kalder på løsninger, der fokuserer på dokumentation og målbare resultater.

• Medborgerskab og medansvar
Medborgere er forpligtede til at gribe ind, når de oplever, at børn og andre udsatte borgere mistrives eller udsættes for overgreb. Det sker imidlertid ikke ofte nok. Formuleret med en velfærdslederes egne ord, så skal der ”(…) lig på bordet, før vi handler. Bekymring alene er sjældent nok.”  Vi kalder på løs-ninger, hvor borgere inddrages aktivt i indsatsen over for udsatte medborgere.

• Forebyggelse på tværs af siloer
Samarbejde på tværs af jobfunktioner og forvaltninger er ofte nødvendigt for at sikre en effektiv social forebyggelsesindsats. På det sociale område er tavshedspligten ofte nødvendig. Men tavshedspligten er også en af flere faktorer, der bevarer silotænkningen, så forskellige dele af borgerens liv behandles hver for sig. Det kan hindre en optimal ydelse til borgere. Vi kalder derfor på løsninger, hvor offentlige siloer nedbrydes, og hvor sammenhængende indsatser faktisk hænger sammen.

• Samarbejde med nye aktører
Private og frivillige aktører er vigtige medspillere på forebyggelsesområdet. Disse aktører vil ofte gerne tage socialt ansvar, men samarbejde kan væres svært, og der er brug for nye stærke samarbejdsmodeller på området. Hvad skal rollefordelingen være, og er det fx ok at tjene penge på social forebyggelse? Vi kalder på løsninger, der viser eksempler på samarbejder, der lykkes, eller giver svar på de spørgsmål, der rejser sig i, når forskellige typer af aktører samarbejder på forebyggelsesområdet.

• Sociale indsatser, vi kan tale om
Indsatsen overfor borgere som er ressourcesvage og socialt udsatte er ofte tabu-belagt. Både for de, der arbejder i direkte kontakt med ressourcesvage og socialt udsatte borgere, men også for borgere generelt set, er emnet ømtåleligt og svært at tale om. Det betyder bl.a., at nogle borgere ikke opsøger hjælp, inden problemerne vokser sig store, fordi de frygter for at blive stemplet som ”sociale tabere”. Vi kalder derfor på løsninger, som demonstrerer, at forebyggelse godt kan ske på initiativ af borgeren selv, og at sociale indsatser ikke er ensbetydende med, at borgere stigmatiseres.


Alle løsninger er velkomne.