Silkeborg Kommune - Det selvbetjente bibliotek
Skrevet af Signe Ramstedt Bertelsen
Silkeborg Bibliotek indførte det selvbetjente bibliotek i to lokale filialer for at imødekomme brugernes ønsker og tilbyde brugerne bedre service og nem, fleksibel adgang til biblioteket uden øget ressourceforbrug til den daglige drift. Der er fokuseret på inddragelse af brugere i lokalområdet gennem fokusgrupper samt inddragelse af personalet på biblioteket. Projektet har været støttet fra Styrelsen for Bibliotek og Medier. Derudover har innovationsfirmaet Cordura været partner på de tekniske løsninger.
Perspektivet med at tage udgangspunkt i de udefrakommende brugerønsker som afsæt for konceptet er blevet integreret i bibliotekets måde at arbejde på. Inddragelse af lokale grupper i projektet har skabt lokalt ejerskab til det ny servicekoncept - og biblioteket har etableret et lokalt ambassadørkorps.
Projektet er fuldt implementeret og er ved at sprede sig til andre biblioteker i Danmark og resten af Norden.
Hvad har løsningen bidraget til?
- Åbningstiden er øget fra 23 til 76 timer på Gjern Bibliotek og fra 24 til 58 timer på Them Bibliotek. Vel at mærke uden at øge bibliotekartimerne eller driftsudgifterne.
- Der er udviklet en servicemodel bestående af almindelig åbningstid med normal bibliotekarservice, ”Book en bibliotekar” (½ times personlig bibliotekar-service) og ”Det selvbetjente bibliotek” (adgang via RFID-chipkort* samt servicer via internetbaseret infostander med Skype inde på biblioteket).
- Infostanderen tilbyder bl.a. integreret adgang til ”Mit Bibliotek” og ”Netmusikken”, så låneren ved at lægge en bog eller cd på infostanderen kan få at vide, hvad andre brugere har læst eller høre 30 sekunder af musikken på cd’en.
- Bibliotekarrollen har ændret sig og ændrede brugermønstre har frigivet tid til andre brugerrettede aktiviteter bl.a. at lave legestue for nybagte forældre, arrangementer med talepædagog, sundhedsplejerske, o. lign.
- Udlånet er steget med 32,9 % i Gjern og 40,1 % i Them fra 2007 til 2009. Stigningen på de to mindre biblioteksfilialer står i modsætning til hovedbiblioteket i Silkeborg og det større bibliotek i Kjellerup, hvor udlånet er faldet 4 %.
- 55 % af udlånet i Them og Gjern sker i den selvbetjente åbningstid, hvor der ikke er personale til stede.
Det Selvbetjente bibliotek var nomineret til KL’s Innovationspris 2010
Se desuden Inspirationskataloget med bidragene til KL’s Innovationspris 2010
*Chipkortet giver adgang til biblioteket udenfor ”normal åbningstid” ved brug af pinkode. Adgangen er videoovervåget og adgangsdata logges. ”Adgangsgates” med antenner indbygget registrerer hvem der går ud – og om bøger, cd’er og videoer er blevet udlånt af brugeren.
Kommentarer
Hvad mener du?















